Valravnen
 
Ravnen flyver om aftenen
om dagen han ikke må
han skal have den onde lykke
den gode han ikke kan få
Ravnen flyver om aftenen


Sølvet det hvide og røden guld
vil jeg ikke af dig have
men den første søn I føder
skal I  mig give som gave


Det var sig da den valravn vild
han satte sig på tind
mindes I jomfru Hermelin
hvad I mig nu har givet


Hør mig, hør mig du valravn vild
flyv du kun her ned til mig
al min lønlig sorrig
vil jeg nu sige dig

Hermelin lagde sin hvide hånd
alt på den ravnefod
så fløj han hende over vilden hav
snart frem for sin fæstemand hun stod

Tager I nu det lille barn
og svøber i hviden lin
det vil jeg for sanningen sige jer
det ser aldrig moder sin

Min stedmoder har forvist min kære
langt ud i fremmed land
sølvet det hvide vil jeg dig give
før mig til min fæstemand

Det var ej længere derefter da
end måneder uden fem
jomfru Hermelin går i bure
føder en søn så væn

Ravnen udhugged' hans højre øje
drak ud hans hjerteblod
så blev han til så stærk en kriger
det var Hermelins broder
Ravnen flyver om aftenen